Kender du til beliggenheden af dette hus, er du meget velkommen til at kontakte mig!

Jeg har modtaget ovenstående tegning af Ulla Sarauw Hansen. Hun er blevet spurgt, om huset ligger i København eller måske i Herløv.

Huset er et to etagers palæ i rokoko stil. Sandsynligheden for at det skulle have ligget i den nordsjællandske landsby Nørre Herløv eller i forstaden til København, Herlev (Som førhen hed Herlöv) er derfor meget ringe. Lokalhistorisk arkiv i Herlev kender ikke huset.

Jeg finder det mest sandsynligt, at huset er etatsråd von Sarauws hus i Kiel. Stadtarchiv Kiel oplyser, at der i midten af 1700 årene boede en familie von Sarauw (von Sarau). I folketællingen fra 1781 nævnes en Kapitän von Sarauw i Dänische Straße i det daværende nummer 43 i Kiel. Den samme Kapitän von Sarauw boede samme år også i huset, det daværende nummer 45. Dette hus tilhørte ham imidlertid ikke. (Kilde: Kieler Hauseigentümer. Signatur 6001/1-8)

I folketællingen fra 1792 nævnes en Kapitän von Sarauw i Faulstraße i det daværende nummer 8. Ingen af de to huse eksisterer mere. De er enten revet ned i forbindelse med en nyrenovering af gaderne i Kiel, eller gået til under englændernes bombninger under anden verdenskrig. Her gik en væsentlig del af Kiels gamle bycentrum til, bl.a. det gamle markedstorv - Alter Markt - ved St. Nicolai Kirke. Dänische Straße er en central gade, som går fra Alter Markt og ud mod parkerne Ratsdienergarten og Prinzengarten (Schloß Garten) ved havnen. Kieler Schloß i Prinzengarten blev også stærkt skadet under krigen.

Bymuseet i Kiel,  Warleberger Hof er et af de få gamle huse, der er tilbage i Dänische Straße.